Schöneberg er utrolig grønt. Der findes nok ikke en gade i området, som ikke har træer. Der er flere små pladser med springvand og et væld af blomster, hvor man kan sidde på bænke og nyde tilværelsen og mærke den ro, der er i området, selvom man sidder midt inde i en storby.
I området er der mange gamle huse, der er med til at skabe en rigtig dejlig atmosfære og stemning. Af en eller anden grund gik anden verdenskrig ikke så hårdt ud over Schöneberg, som andre dele af Berlin. På enkelte gader kan man næste tro, at man er 100 år tilbage i verdenshistorien - selv gadeskiltene er i gammel stil.







